Log ind
VÆRKTØJER
Notesbog
Din personlige notesbog til arbejdet på fagportalen
ReligionsLex
Opslagsværk med religiøse og livsfilosofiske begreber
Tidslinje
Religionernes og etikkens historie

Religion og menneskerettigheder

Af Carsten Viggo Nielsen

Alle mennesker har rettigheder. Disse rettigheder er dog ikke noget, som bare er der, eller er opstået af sig selv. Langt de fleste lande har love, som beskytter deres borgere imod uretfærdighed og utryghed. Samtidig forpligter størstedelen af disse lande sig på de overordnede rettigheder, der gælder for alle mennesker i verden. Disse rettigheder kan omhandle flere forskellige emner. Nogle af emnerne handler om, hvordan mennesket har ret til at være religiøs og udøve sin religion.


FN blev dannet i 1945 som følge af to verdenskrige i første halvdel af 1900-tallet. I 1948 formulerede FN Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. © The Granger Collection/Ritzau Scanpix

I den første halvdel af 1900-tallet hærgede ikke mindre end to verdenskrige. For at undgå, at flere sådanne konflikter skulle finde sted – med fattigdom, sult, nød og tab af millioner af menneskeliv som konsekvens – oprettede man de Forenede Nationer (FN) i 1945 efter 2. Verdenskrigs afslutning. I begyndelsen var 51 lande med, deriblandt Danmark, og sidenhen har flere sluttet sig til. I dag har FN 193 medlemslande.

Meningen med FN var først og fremmest at forhindre flere store verdenskrige. Det skulle ske ved, at alle medlemslandene samarbejdede om at skabe bedre handel, miljø og flere andre ting. Tanken var, at medlemslandene med tiden ville have så stor gavn af hinanden, at der ikke længere ville være grund til krig og ufred.

I FN samarbejdede man også om, at alle mennesker i verden skulle have de samme grundlæggende rettigheder, uanset hvor og af hvem de var født. Disse rettigheder kalder man i dag for menneskerettighederne.

Ideen var ikke ny og kan bl.a. spores i mange landes forfatninger og grundlove – blandt andet den danske grundlov fra 1849. Det nye var, at man gennem FN ville gøre menneskerettighederne ens og lade dem gælde for alle mennesker i hele verden.

En konvention er en en samling af regler, fx Børnekonventionen (fuld tekst). Når et lands regering tilslutter sig en konvention inden for menneskerettighederne, bliver denne konvention en del af landets lovgivning. Dette kaldes også, at landet ratificerer konventionen.

Når ratificeringen er sket, vil landet også blive holdt ansvarlig for at opfylde konventionens regler. Det vil ske ved en særlig menneskerettighedsdomstol. Menneskerettighederne er desuden indskrevet i EUs lovgivning.

Oversigt over menneskerettighederne i nyere tid

En fuldstændig liste over alle tiltag til at give alle borgere i et samfund lige rettigheder vil kunne strække sig helt tilbage til nogle af de ældste skriftlige kilder fra oldtidens Mesopotamien. I nyere tid er nogle af de vigtigste tiltag de nedenstående:
  • 1945: De Forenede Nationer (FN) etableres.
  • 1948: FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder vedtages af FNs Generalforsamling.
  • 1949: Europarådet etableres.
  • 1950: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) vedtages af Europarådet. Samtidig etableres Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
  • 1953: EMRK træder i kraft og gælder herfra for de lande, der inkorporerer den i deres lovgivning. EMRK ratificeres i Danmark, men træder først i kraft 39 år senere.
  • 1992: EMRK inkorporeres i dansk lovgivning.
FNs Verdenserklæring om menneskerettigheder
I 1948 blev FNs verdenserklæring om menneskerettigheder vedtaget. Disse rettigheder giver bl.a. alle mennesker retten til selv at vælge og udøve deres religion.
”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.”
(FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder, artikel 18).
Det præcise valg af ord og begreber er resultatet af mange diskussioner og forhandlinger. Derfor kan artiklen (18) være vanskelig at læse og forstå – selv for voksne, der har uddannet sig til det. Det centrale ved artiklen er, at rettighederne til religionsfrihed indeholder tre elementer:
  1. Friheden til at tænke, tro på og tale om det, man vil
  2. Friheden til at dyrke sin religions ritualer
  3. Friheden til at skifte (og dermed til at fravælge evt. sine forældres) religion.

Omskæring af jødiske drengebørn er en religiøs tradition og praksis, der rækker flere tusinde år tilbage i tid. Omskæring af drengebørn er også kendt praksis i religionen islam. I Danmark diskuterer man på politisk niveau, hvad der er vigtigst: Religionsfrihed eller barnets rettigheder, bl.a. til at bestemme over sin egen krop. © Ronen Zvulun/Ritzau Scanpix

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
I 1953 trådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i kraft, selvom den først blev en del af dansk lovgivning i 1992. Dennes artikel 9, som har overskriften ”Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed”, lyder sådan:
1. "Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter." 

2. "Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes så danne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed."

(Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 9)
Selvom man skal lede lidt efter det, er det i denne formulering mere tydeligt, at religionsfriheden ikke alene handler mere traditionelle og organiserede religioner som fx jødedom, kristendom og islam. Formuleringerne viser også, at personligt religiøse og endda ikke-religiøse overbevisninger samt fravalg af religion beskyttes af religionsfriheden.

Begrænsninger af religionsfrihed

Danmark har ratificeret den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derfor skal den danske stat være med til at fremme religiøs tolerance og fri udøvelse af alle former for religion.

I retsmæssig sammenhæng skal staten derfor i sin lovgivning (folketing), efterforskning (politi) og strafudmåling (domstole) være med til at beskytte alle religionsudøvere og -tilhængere mod chikane og forfølgelse fra borgere i samfundet.

Ved særlige tilfælde giver den Europæiske Menneskerettighedskonventions punkt to i artikel 9 (se ovenfor) alligevel staten ret til at begrænse den enkelte borgers ret til at udtrykke sin religiøse overbevisning (eller fravær af religiøs overbevisning) og til at praktisere sin religion.

Sådanne begrænsninger kan ifølge konventionen kun finde sted, hvis den specifikke religionsudøvelse eller de religiøse ytringer er til direkte fare for samfundet. 

Er det tilfældet, skal lovgivere og lovudøvere hele tiden spørge sig selv, om de eventuelle begrænsninger af religionsfriheden svarer til deres formål – om de er proportionelle.

Tilsvarende må begrænsningerne heller ikke bruges til at indskrænke andres rettigheder end de personer, som begrænsningerne er rettet direkte imod, eller til helt at tømme det offentlige rum for religion. Staten må altså ikke begrænse religion totalt eller lade begrænsningerne af religion gå ud over andre.

Ligeledes må de statslige begrænsninger (altså lovgivning, lovhåndhævelse og retsforfølgelse) ikke være diskriminerende. Staten kan dermed ikke med lovgivning begrænse en bestemt religiøs gruppe eller religiøse personer bare fordi, man ikke kan lide dem.

Begrænsningerne må heller ikke direkte eller indirekte opfordre andre til at diskriminere. Med andre ord skal statslige begrænsninger på religionsfriheden ikke bare bestemmes ved lov. De skal også være "legitime" og "proportionelle". Med det menes, at begrænsningerne skal stemme overens med den allerede vedtagne lovgivning (bl.a. menneskerettighederne), og at begrænsningerne skal være samfundsmæssigt nødvendige og ikke unødigt hårde.
Når danske politikere skal beslutte sig for begrænsninger i religionsfriheden i Danmark, skal det ske på grundlag af de nævnte punkter. Derfor er politiske beslutninger om den type begrænsninger ofte et spørgsmål om fortolkning af de konventioner og regler, som allerede gælder i Danmark. Denne fortolkning er politikerne ikke altid enige om.

Faglige spørgsmål

Gå sammen i mindre grupper og svar på spørgsmålene nedenfor. Vælg én eller begge opgaver efter aftale med jeres lærer.
Spørgsmålene kan besvares og sendes til jeres lærer ved hjælp af den relevante i-guide på denne side. I kan også slutte af med fælles opsamling i klassen.

Opgave A: Det grundlæggende
  1. Hvad er en rettighed?
  2. Hvad er grundene til, at vi har rettigheder?
  3. Hvem giver rettigheder, og hvem modtager dem?
  4. Hvilke rettigheder har vi for udøvelse af religion i Danmark?
  5. Hvilke rettigheder har man, hvis man ikke er religiøs og i forhold til andres religionsudøvelse?
Opgave B: Det svære eksempel
  1. Læs følgende borgerforslag, som søger at indføre en mindstealder på 18 år i Danmark, når det gælder omskæring af raske børn. Læs også den anmærkning til borgerforslaget, der findes på samme webside.
  2. Læs følgende artikel (DR), der fortæller om, hvorfor omskæring er vigtig blandt mange jøder og muslimer.
  3. Læs følgende artikel (Altinget), som argumenterer for, at menneskerettigheder kommer før religion.
  4. Hvilke konventioner og rettigheder lægger borgerforslaget til grund for ønsket om at indføre en mindstealder på 18 år for omskæring af raske børn i Danmark?
  5. Hvad forklarer anmærkningen fra Folketingets Administration om grundlovens rolle i forhold til borgerforslaget?
  6. Hvilke argumenter for omskæring benytter imamen og rabbineren i artiklen fra DR?
  7. Hvilke argumenter for at sætte menneskerettigheder før religion benytter indlægget i Altinget?
  8. Hvad er vigtigst: Barnets rettigheder til selv at tage stilling til omskæring senere i livet eller forældrenes rettigheder til at udøve deres religion og dertil hørende ritualer?
Tilbage